Skrevet af Trine Bitsch
Vi går måske ikke rundt og reflekterer over det til hverdag, men vi har en tilbøjelighed til at snakke hurtigere, når vi bliver nervøse. Måske har du lagt mærke til det? Måske ikke. Men når først adrenalinen pumper rundt i din krop, vil du helt automatisk sætte dit taletempo i vejret.
Der er grund til at være opmærksom på at snakke langsommere, når du holder tale, for forskning viser faktisk, at vi taler langt hurtigere end vores skandinaviske naboer. Svenskerne er meget bedre end os danskere til at tale langsomt, og vores høje tempo gør os svære at forstå. Så hvis du vil trænge igennem med din tale eller oplæg, så kan det give rigtig god mening at slå bremsen i.
Det er den tidligere Ph.d.-studerende Anja Schüppert fra Instituttet for Skandinavisk Sprog og Kultur ved Rijksuniversiteit Groningen i Holland, der i et forskningsprojekt har lavet et komparativt studie af henholdsvis danskernes og svenskernes talehastighed. Og konklusionen er ikke til at tage fejl af. Sammen med to kollegaer fandt Anja Schüppert bevis for, at danskerne taler hurtigere end svenskerne. Det viser sig, at danskere taler 25 til 40 procent hurtigere end svenskerne.
Konklusionen giver altså en forklaring på, hvorfor tidligere undersøgelser har identificeret, at danskerne bedre forstår svensk tale, end svenskerne forstår dansk tale. Påfaldende nok er der ikke den store forståelsesforskel, når det gælder skreven dansk og skreven svensk. Svenskerne forstår stort set lige så godt dansk, som danskerne forstår svensk, når bare det er skriftligt. Det kan altså tyde på, at talehastigheden spiller en rolle for, hvor godt vi bliver forstået af vores naboland.
»Det ser ud til, at talehastigheden er en del af helhedsbilledet, men det er ikke den eneste årsag. Situationen er selvfølgelig mere kompleks end som så,« forklarede Anja Schüppert i et tidligere interview til Videnskab.dk.
Derfor får danske babyer senere sprog
Den danske lektor Dorthe Bleses underbygger studiets konklusioner. Som ekspert i børnesprog har Dorte Bleses tidligere belyst, at danske babyer behersker sproget senere end babyer fra lande, som vi typisk sammenligner os med.
Der kan altså være en sammenhæng imellem de to observationer. Det høje tempo i dansk tale kan i hvert fald give en mulig forklaring på, hvorfor danske babyer simpelthen lærer sproget senere end andre.
Dorte Bleses vil dog ikke gå så langt, som at få os til at snakke langsommere for babyernes skyld. Men hun mener, det kan give en forståelse for, hvorfor danske børn halter efter børn fra andre lande, når det kommer til at sproglige kompetencer tidligt i livet.
Sådan får du tempoet ned, når du holder tale
Hvis du skal holde tale, og din svenske onkel sidder i selskabet og lytter med, kan det være endnu en grund til at forsøge at få ro på dig selv og dit taletempo.
Den bedste måde at få styr på dit tempo er ved at få styr på nerverne. Det gør du bedst ved at få styr på din vejrtrækning. Når vi bliver nervøse, er vi tilbøjelige til at trække vejret alt for højt oppe i brystkassen. Hvis du vil få styr på dit tempo, så handler det om at få vejrtrækningen helt ned i maven.
Hvis du har brug for flere gode råd til at håndtere dine nervøsitet, så er du velkommen til at ringe og få professionel rådgivning.
Kilde: Videnskab.dk