Skrevet af Trine Bitsch
Mange efterspørger hjælp til at få skrevet sjove og underholdende taler. Det kan vi godt forstå. Det er bare sjovere, at talen, man holder, bliver husket for at give latterkramper frem for pinlig tavshed. Men det er ikke helt så let, som man måske skulle tro at slippe af sted med at holde sjove taler.
”At være sjov” i en tale kræver planlægning. Selvfølgelig er der, de mennesker, som er født med et særligt talent, men der er typisk langt imellem dem. Når det handler om at holde en sjov tale, så gælder det om at have styr på sin timing. Og det kræver først og fremmest grundigt forarbejde. For det er absolut ikke ligegyldigt, hvornår og hvordan pointen bliver serveret. Stand-up-komikere bruger ofte mange timer, dage og indimellem også måneder på at forberede deres shows. Men det første skridt på vejen til at holde en sjov tale, handler om at få skrevet en god tale.
En sjov tale er afhængig af situationen
Humor er typisk afhængig af den situation, man befinder sig i. Hvad der er sjovt for ens nærmeste venner, er ikke nødvendigvis sjovt for ens familie. Derfor er det nødvendigt at overveje, hvem talen skal være sjov for, inden du planlægger dine morsomme anekdoter ned til mindste detalje. Familien vil næppe grine lige så højt over dine mislykkedes forsøg på at score på en bytur, som dine venner og kammerater vil. Planlægger du at holde en bryllupstale, der skal være sjov, så handler det om at udvælge dine anekdoter og historier med omhu. En god hovedregel til humoren i en bryllupstale er, at bedstemor skal kunne tåle at høre den.
Sjove anekdoter gør din tale sjov
At være sjov er ikke noget, man kan være på kommando. Det kræver nogle sjove anekdoter eller sjove historier. Eller også kræver det en sindssygt formidabel evne til at gøre kedelige situationer humoristisk ved at tviste dem lidt. Så når du har analyseret dig frem til, hvem du gerne vil have til at grine ad din tale, bør du dykke tilbage i hukommelsen for at finde nogle sjove historier, der fortæller noget om den person, eller det emne, du gerne vil tale om.
Udstil hellere dig selv end andre
Peg hellere pilen imod dig selv, når du laver sjov. Det virker meget bedre at gøre grin med sig selv end andre. Det der med at pege fingre, kan måske godt få folk til at grine. Men det er ikke sikkert, at de gør det i sympati med dig. Men måske mere fordi du chokerer dem. Derfor kan det altid være en god overvejelse at have med, om det man vil sige egentlig er sjovt eller ondskabsfuldt.
Humor er et våben – brug det klogt i din tale
Hvis du beslutter dig for at holde en tale, så spørg dig selv, hvem du holder talen for? Er det for din egen skyld eller for andres skyld? Det er meget godt at have på plads med det samme. For humor skal bruges forsigtigt, så du ikke for stødt dem, du rent faktisk gerne vil holde talen til. En god tale er ærlig og må gerne drille lidt sødt, men gør det altid varsomt, så du er helt sikker på, at du ikke får trådt hovedpersonen over tæerne. Det ville jo være en skam, hvis din tale endte med at støde dem, den rent faktisk skulle glæde.
Hvis du har brug for hjælp til at skrive en sjov tale, så tøv ikke med at kontakte os. Vi sidder klar til at hjælpe dig.