Skrevet af Trine Bitsch
Når du skal holde en tale, er det afgørende, at du sørger for at fremstå troværdig, ellers vil du hurtigt miste folks opmærksomhed, og din tale vil ikke virke efter hensigten. Men hvordan gør du så det? Vi giver dig lidt hjælp
Allerede tilbage i antikken gjorde Aristoteles det klart, at troværdighed er afgørende for, om en taler kan overbevise publikum med sit budskab eller ej. I retorisk praksis kalder man også troværdighed for etos. Ifølge Aristoteles er det helt afgørende, at en taler (med Aristoteles termer rhetor) indtænker tre karaktertræk i sin tale for at virke troværdig og dermed gør sin tale effektiv.
De tre etosdyder
Aristoteles snakker om de tre etosdyder nemlig phronesis, arete og eunoia. De tre etosdyder dækker over tre karaktertræk, en taler bør fremhæve ved sig selv. Den første etosdyd, phronesis, kan i moderne termer oversætte til klogskab. Det er altså helt afgørende, at du som taler, virker klog. Men du skal også sørge for at udvise en høj moralsk standard, hvilket Aristoteles kalder arete. Og så måske vigtigst af alt, skal du virke sympatisk som menneske og dermed udvise eunoia.
En taler skal hæve sig op, både fysisk, men også mentalt over de andre i selskabet og tale visionært og med en tyngde og medmenneskelighed, der gør, at vi lytter efter og ikke bare lader som om.
En god taler er sympatisk
Det virker derfor sjældent særlig godt at svine dem til, du gerne vil tale om. I modsætning til hvad de fleste måske forestiller sig, så bliver det her taleren, der udstiller sig selv som usympatisk og dermed vil vedkommende slet ikke have den troværdighed, der skal til for at holde en vellykket tale. Dem der har lyttet til talen, vil ikke fremhæve den for noget godt efterfølgende. Ligesom det heller aldrig falder positivt tilbage på politikere, der bliver taget i at lyve.
Vi stoler mere på folk med høj social status
Helt instinktiv vurderer vi dem, der holder taler. Og empiriske undersøgelser har vist, at vi stoler mere på folk med stor troværdighed. Der har været undersøgelser, hvor en læge er blevet bedt om at snakke til en forsamling af mennesker om et emne, han stort set intet vidste om. Så blev en arbejdsløs og ufaglært bedt om at gøre præcis det samme. Og på trods af at den ufaglærte vidste mest om emnet, så troede dem, der havde lyttet til begge fremlæggelser alligevel mest på lægen. En undersøgelse der givet vis fortæller, at vi stoler mere på folk, der har høj, social status i samfundet. Det er derfor ikke helt ligegyldigt, hvordan du introducerer dig selv, når du skal holde en tale. Ligesom det heller ikke er ligegyldigt, hvordan du fremstiller dig selv.
Indrøm aldrig din nervøsitet, når du holder tale
Du har sikkert hørt flere talere, der starter deres tale med formuleringer som: ”Jeg er ikke den store taler…” eller ”Jeg er lidt nervøs, bær over med mig”. Vi kan godt forstå, at det er fristende at starte med at lægge kortene på bordet, men vi anbefaler dig at lade være. Som taler bør du aldrig sige, at du ikke er nogen stor taler. Det er lidt det samme, som at bede folk om at lukke ørerne, fordi det der kommer nu bliver pinagtigt. Ligesom vi heller ikke kan anbefale at afsløre, at du er nervøs. Det får kun dem foran dig til at fokusere på din usikkerhed, hvilket du jo egentlig prøvede at afværge. I stedet handler det om at øve sig igen og igen, så du slipper for at blive nervøs. Og så tro på at med god forberedelse og hjælp, så kan alle holde en fantastisk tale.