Skrevet af Trine Bitsch
Skal I snart holde studenterfest i din familie? Vi deler her i artiklen gode råd til, hvordan du får skrevet en studentertale, der bliver husket længe efter, du har holdt den.
Studentertalen peger både bagud og ind i fremtiden
En studentertale vil typisk både pege bagud og visualisere nogle episoder og anekdoter fra de forgangne tre år, hvor studenterne har knoklet for at opnå deres mål. Den vil sige noget om, hvad der kendetegner de studerende. En Studentertale vil også pege forsigtigt ind i fremtiden og forsøge at tegne en skitse af, hvordan fremtiden for den eller de studerende kunne se ud. Den løfter sig over nuet og kan sagtens kobles sammen med nogle overordnede samfundstendenser.
Fang folks opmærksom i din indledning
Der er ikke ret mange, der tillægger indledningen den store betydning, når det kommer til taler. Ofte bliver de brugt til at snakke om nervøsitet, dårlig akustik eller andet ubetydelig småsnak. Men hvis du kan undgå det, så lad være med at indlede med at føre dig selv ud på et sidespor.
Brug indledningen aktivt til at fange publikums opmærksomhed, så du ikke mister deres opmærksomhed. Hos Danske Taleskrivere anbefaler vi ofte at starte med at fortælle noget skævt. Brug gerne nogle skøre facts eller sjove statistikker. Du kunne undersøge, hvor mange studenter der ender med en direktørpost eller noget andet skævt. Du kan også stille et skørt eller skævt spørgsmål i din indledning. Pointen er, at du aldrig skal gemme på dine guldkorn. Det handler om at levere med det samme, hvis du ønsker at publikum virkelig skal lytte til dig.
Tilpas din tone til publikum
Du skal overveje, hvem du skal tale til og tilpasse din tone efter dem. Er det kun jævnaldrende studerende, der skal lytte til din tale? Hvis det er tilfældet, kan din studentertale godt være meget ung i sit udtryk. Du kan med fordel bruge sproglige virkemidler og referencer de bruger. Men det er vigtigt, at være opmærksom på, hvem du taler til, og at de kender de referencer, du bruger undervejs.
Gentag dig selv i talen
Taler hører ind under mundtlig kommunikation, og her gælder helt andre regler end ved skriftlige genrer som artikler og opgaver. Når du sætter dig ned for at skrive en tale, så skal du huske at tænke i gentagelser. Det virker måske lidt skørt, når du læser din tale igennem, at der forekommer en god portion gentagelser. Men når man ikke sidder med et manuskript og kun har sine ører til at fange pointer med, så er gentagelser en rigtig god hjælp.
Husk at trække vejret, især hvis du er nervøs
Nogle mennesker bliver nervøse bare ved tanken om at skulle stille sig op foran andre, tage ordet og mærke en hel forsamlings øjne rettet mod en. Og det er virkelig en skam, for taler er det perfekte redskab til at bringe folk sammen med, og de er med til højtideliggøre vigtige faser i livet. Og her er studentertaler bestemt ingen undtagelse.
Hvis du er en af dem, der bliver nervøs, når du skal være på, så husk at trække vejret dybt ned i maven. Også undervejs når du holder din tale. Den dybe vejrtrækning får dig til at slappe mere af – og hvis du er typen, der bliver nervøs, vil du typisk også have en tendens til at snakke hurtigt. I det tilfælde vil de dybe vejrtrækninger tvinge dig til at holde tempoet lidt nede.
Øvelse gør mester
Det med at holde gode taler handler også om træning. Er du ikke så vant til at holde taler, så sørg for at øve dig på forhånd. Hold gerne en generalprøve foran spejlet. På den måde bliver du også bevidst, om hvordan du virker i din tale.
Har du brug for, at vi retter din tale igennem eller skriver den for dig, så tøv ikke med at kontakte os. Vores professionelle team sidder klar til at hjælpe dig.